JavaScript som effektivt programmeringssprog
Sproget JavaScript har gennemgået en kraftig udvikling de seneste år. Det er gået fra at være et sprog til små client-side funktoner, til at være et kraftfuldt sprog til både frontend og backend. Hvem havde forestillet sig at JavaScript ville være normalt at anvende server-side istedet for eks. PHP for bare 5 år siden?
JavaScript er dog heller ikke helt som i gamle dage. I dag findes der rigtig gode frameworks, som gør, at man kan arbejde med JavaScript sproget som et “rigtigt” programmeringssprog. Med disse frameworks kan man arbejde struktureret, som i ethvert andet sprog, hvor MVC arkitekturen benyttes.
De store virksomheder i Silicon Valley har også forlængst taget JavaScript til sig, ikke mindst virksomheder som Google, ebay og LinkedIn. Google har endda udviklet deres eget JavaScript framework – AngularJS. At have erfaring med et eller flere JavaScript frameworks tæller meget positivt på CV’et, hvis ikke ligefrem det er et krav, hvis man søger web-jobs her.
De tre mest kendte JavaScript frameworks til frontend er nok AngularJS, Ember.js og Backbone.JS. Til backend er Node.js nok det mest kendte og udbredte sprog, men et navn som SilkJS dukker også op indimellem.
Jeg har selv arbejdet med Ember.js siden version 0.9, da det stadig var i beta. Hele frontend’en af min virksomheds SaaS produkt er udviklet i Ember.js. Jeg har også arbejdet med Node.js i et års tid.
Nogle af de ting der gør at jeg rigtigt godt kan lide at arbejde med JavaScript frameworks er:
- Det følger MVC arkitekturen
- Det er et effektivt sprog, færre linjer kode, kortere udviklingstid
- Selve web applikationen virker mere flydende i brug, da sider ikke loades ved hvert klik
- Det er nemmere at lave en klar skillelinje mellem front- og backend når frontend’en virker som en selvstændig applikation
- Nemt at lave integration til REST-baseret backend API
- Hvis man benytter Node.js til backend, bruger man samme sprog til både front- og backend
- Det er nemt at debugge kode
Jeg vil i kommende indlæg komme lidt nærmere ind hvordan JavaScript framework anvendes og give nogle kode eksempler.