Information om denne video
Underviser: Jeppe Borggaard Jørgensen
Velkommen til den første video i vores serie om Java programmering for begyndere.
I denne video vil vi gennemgå, hvad du kan forvente dig af dette kursus og hvad vores forventninger til dig som "elev" er. Generelt set er vores forventninger til dig meget få, og vi regner ikke med at du har programmeret i Java før. Serien er for begyndere, og derfor vil vi starte helt fra bunden, så du behøver ikke at have kendskab til programmering inden du går i gang. Det eneste du skal bidrage med er en vilje til at lære og lysten til at øve dig efter hver video.
Dette Java kursus er bygget op således, at vi i de første mange videoer vil gennemgå alt det basale inden for Java programmering. Til sidst i kurset vil vi anvende alt det du nu har lært i praksis, og udvikle et simpelt Java spil / program. Du vil altså lære alt det grundlæggende og efterfølgende få lov at bruge det i praksis til at lave dit eget program / spil.
Vi vil i kurset bruge programmet Eclipse til at skrive vores koder og lave vores program. Eclipse er et Java udviklingsmiljø, og kan bruges på både Mac og Windows. Eclipse er gratis, og i denne første video viser vi dig selvfølgelig hvor og hvordan du henter og installerer det.
Alle videoerne i serien vil være bygget op således:
1 - PowerPoint show med teori om emnet samt forklarende figurer, billeder og eksempler.
2 - "Code along", vi hopper over i Eclipse og prøver i praksis at skrive koderne.
3 - Øvelser til det givne emne som du bør lave efter videoen.
Denne opbygning sikrer, at vi kommer godt omkring de enkelte emner, og at du selv kommer til at arbejde "hands on" med koderne.
Selvom målet med dette kursus er at du skal udvikle dit eget program / spil, så er det vigtigt at pointere, at Java kan bruges til utrolig mange ting. Du kan eksempelvis bruge Java til at lave webapplikationer, online-spil og app´s til Android. Dette kursus er et rigtig godt sted at starte lige meget hvad dit mål er, idet du skal kunne det basale Java programmering lige meget hvad du planlægger at udvikle.
Hvis du har spørgsmål til kurset, koderne eller noget helt tredje skal du være velkommen til at kigge forbi vores forum, hvor en masse udviklere sidder klar til at hjælpe.
God fornøjelse med dette Java kursus!
Video tags: