NemProgrammering.dk logo

Få flere likes, besøgende og kundeemner med få stykker kode fra Facebook

Ekspert indlæg
Flere likes
Kasper Bengtson

  Skrevet af: Kasper Bengtson     12-03-2018     Skrevet i: Kommunikation, SOME

Mit navn er Kasper Bengtson, og jeg er Facebook Marketing Specialist hos Social Media Marketing bureauet bSocial.

Vi hjælper hver dag virksomheder med at understøtte deres forretningsmål via annoncering på de sociale medier og deler løbende ud af vores viden om emnet.

Formålet med dette indlæg adskiller sig fra normen. Jeg vil nemlig vise dig, hvordan du får flere likes, besøgende og kundeemner via Facebook – helt uden annoncering.

Facebooks Social Plugins

Facebook har udviklet en række plugins, som du kan integrere på dit website for at brugerne kan foretage nogle af de handlinger, de kender fra Facebook som for eksempel kommentere eller dele.

Har du et website, hvor indholdet er værd at dele, kan du få enormt meget ud af disse plugins, for når brugerne interagerer med dit indhold, vil vennerne potentielt se det på Facebook. Lad os tage et kig på de forskellige plugins og hvad du kan opnå med dem.

Customer Chat Plugin

Giv dine besøgende mulighed for at skrive en privatbesked til din virksomhed på Facebook, direkte fra en smart chatboks på dit website! Pluginet er et godt alternativ til de – for mindre virksomheder – dyre chat-plugins, der findes på markedet. Derudover lander samtalerne i virksomhedens indbakke på Facebook, hvor der alligevel er beskeder, der skal besvares løbende. Ulempen er naturligvis, at der stadig er over 2 mio. danskere, som ikke har Facebook, og dem udelukker man, ved kun at anvende dette plugin.

Page Plugin

Giv dine besøgende mulighed for at like din facebookside og se de seneste opslag fra den. Som en bonus kan de besøgende se, hvilke af deres venner der liker din facebookside, og det skaber social proof!

Like Button

Denne knap lader dine besøgende dele indhold på Facebook med ét klik. Knappen er et af de mest anvendte social plugins fra Facebook, og du finder den hos både webshops og nyhedsmedier.

Share Button

Dele-knappen adskiller sig fra like-knappen på den måde, at den åbner en dialogboks, hvor den besøgende kan tilføje en personlig tekst til delingen. Historien bliver altså “stærkere”, men der skal også mere til for at dele indholdet. Mens like-knappen primært bidrager til social proof (man kan se, at andre har delt indholdet), vil delinger fra dele-knappen som oftest opnå en højere synlighed i nyhedsstrømmen, da Facebooks algoritme tilgodeser delinger, hvor brugeren har brugt tid på at formulere en tilhørende tekst.

share

Dele-knappen giver også brugeren mulighed for at dele indholdet med en bestemt person via Facebook Messenger, og dermed har den overtaget én-til-én-funktionaliteten fra den nu udfasede Facebooks Send Button.

Save Button

Giv dine besøgende mulighed for at gemme indhold på dit website på Facebook og læse det senere. Facebook vil endda minde dem om det!

save

Quote Plugin

Lad dine besøgende dele indhold fra dit website sammen med et tekststykke blot ved at markere teksten!

Quote

Comments Plugin

På vores blog om social media marketing opnår vi forøget trafik og en spændende dialog med potentielle kundeemner, fordi vi har installeret Facebooks Comment Plugin. Det er nemt for de besøgende at kommentere på indlæggene, da de allerede er logget ind på Facebook i deres browsere. Derudover slipper vi for de falske kommentarer, man som oftest ser rundt omkring på nettet. Når vi deler vores blogindlæg på Facebook, vil kommentarerne fra opslaget på Facebook også være synlige i kommentarboksen under indlægget på vores website, så dialogen foregår altså på tværs af platforme!

Embedded Posts

Har du lavet en god video om et produkt, som allerede er uploadet på din facebookside? Så kan du passende indsætte videoen og det tilhørende opslag på produktsiden på din webshop. På den måde kan du bygge en bro til virksomhedens sociale tilstedeværelse, som understøtter dens markedsposition og styrker relationen til relevante kundeemner. I dag embedder mange virksomheder videoer fra YouTube, men hvorfor ikke fra Facebook, hvor de fleste har en stærkere social tilstedeværelse? Man kan i princippet også tage anmeldelser fra ens facebookside og embedde dém på ens website. Desværre ser det ikke specielt godt ud, så jeg satser på, at Facebook snart udgiver et Review Plugin ligesom Trustpilot.

Embedded

Hvilke plugins skaber værdi for din virksomhed?

Man kan sagtens blive fristet til at indsætte alle social plugins på sit website, men det vil jeg ikke anbefale. Hvert plugin bidrager til et par millisekunders øget loadtid, og derfor bør du kun vælge dem, der skaber værdi for din virksomhed. Har du en blog, vil jeg anbefale dig at anvende Comments Plugin, Share Plugin, og på længere sigt Quote Plugin. Har du et nyhedssite, vil Embedded Posts også være relevante. Webshops kan passende anvende Save Button, så de besøgende kan gemme produkterne til senere køb samt indsætte Facebooks Page Plugin på “Taksiden for køb”, så nye kunder nemt kan følge dem på Facebook. Det bedste ved det hele er, at de forskellige plugins er yderst nemme for en udvikler at indsætte. Find den relevante dokumentation her. God fornøjelse :)

Spørgsmål og kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

  • Helle Mikkelsen siger:

    Hejsa
    Jeg har lavet en side for mine heste på FB….
    Hvad skal jeg gøre for at andre end de af mine venner der følger min side, vil være “følger” af min side – uden at det koster penge..?
    (Hvis jeg f eks har liket en af mine venners deling af en side, så kommer der tit en notifikation om at de inviterer mig til at følge deres side..)