Opret et holdingselskab og få fordelene som iværksætter

Artiklen er skrevet i samarbejde med Louise Høy, kommunikationsansvarlig hos LegalDesk.dk
Når du skal starte din egen virksomhed og står på tærsklen af en ny tilværelse som selvstændig, er det godt at kende til de muligheder der findes. At succes rimer på forarbejde er ingen hemmelighed blandt de iværksættere, der driver succesfulde virksomheder. Vi giver dig derfor et kort oprids her, så du står bedre, når du skal i gang med din forretning.
Sæt rammerne for din forretning
Med udgangspunkt i din situation skal du først og fremmest vælge, hvilke juridiske rammer der skal dannes om din forretning. Det betyder, at du skal vælge den selskabsform, din virksomhed skal stiftes som. I Danmark er de mest populære selskabsformer hhv. anpartsselskabet (ApS) og iværksætterselskabet (IVS). Begge har klare fordele, men også begrænsninger, så det er vigtigt, at du vælger ud fra din situation og ambitioner. Det handler bl.a. om at se på hvilken økonomisk situation, du står i – har du brug for at søge investeringer eller funding? Skal du ud og lave leverandøraftaler? Så er et ApS måske for dig, da denne selskabsform generelt nyder stor tillid i dansk og internationalt erhvervsliv. Vil du i gang med din forretning uden at investere en større sum, kan det derimod være at et IVS passer bedre til dig. Både IVS og ApS kan bruges i en holdingstruktur, som du og eventuelle øvrige ejere kan få stor gavn af.
Hvad betyder holdingstruktur?
En holdingstruktur er kort fortalt, når et selskab er ejet af et eller flere selskaber. En holdingstruktur består minimum af et holdingselskab og et driftsselskab. Driftsselskabet kan være et ApS, IVS eller et A/S. Det er her, at driften og altså den primære forretning finder sted. Selskabet der ejer driftsselskabet kaldes for holdingselskabet, og kan ligeså være et ApS, IVS eller et A/S. Et holdingselskab er altså ikke en særskilt selskabsform, men mere en betegnelse for en konstellation. Modsat driftsselskabet er der ingen aktivitet i holdingselskabet. Holdingselskabets eneste formål og opgave er at eje andre selskaber, hvilket giver ejere af holdingselskabet en række fordele, bl.a. i forhold til beskatning af udbytte.
Opgaver der følger med holdingstruktur
Det siger sig selv, at der med en holdingstruktur følger et par ekstra opgaver, da der i sagens natur er tale om to selskaber frem for et selskab – dog primært i forbindelse med opstart og årsregnskab.
Ønsker du holdingstruktur, skal du oprette to selskaber – først et holdingselskab og dernæst et driftsselskab. Det er typisk en fordel at oprette dem samtidig. På den måde kan selskabskapitalen fra holdingselskabet gå videre til driftsselskabet og genbruges. Det er det der kaldes rullende kapital.
Fordi der er to selskaber, der skal oprettes, vil der også være stiftelsesomkostninger for to selskaber. Hvis du stifter dine selskaber online, finder du dog den billigste pris. Du kan oprette dem nemt og hurtigt hos LegalDesk.dk, som er blandt de billigste på markedet. Her kan du oprette både drifts- og holdingselskab nemt og hurtigt online for 2.738 kr. (inkl. registreringsgebyr på 1.340 kr. til det offentlige, som altid skal betales uanset, hvem der sender selskabet til registrering).
Fordele ved en holdingstruktur
● Lavere beskatning af udbytte
Når der er udbytte i driftsselskabet, kan det med fordel flyttes op i holdingselskabet, hvorfra det enten kan blive stående eller blive udbetalt til ejerne. Hvis holdingselskabet ejer mere end 10% af driftsselskabet, kan udbyttet overføres fra drifts- til holdingselskab skattefrit.
● Minimering af risiko
Når der er udbytte i driftsselskabet, kan det med fordel flyttes over i holdingselskabet, da det her vil være sikret fra eventuelle kreditorer. Det betyder, at hvis driftsselskabet skulle opleve et større tab, og udbyttet er flyttet fra drifts- til holdingselskab, kan kreditorer ikke gøre udlæg i denne kapital. Derudover har ejerne mulighed for at reinvestere pengene i det eksisterende driftsselskab eller i et nyt driftsselskab.
● Salg af driftsselskab
Mange veldrevne driftsselskaber ender med at blive solgt, og med en holdingstruktur er processen typisk mere smidig og profitabel for ejerne. Årsagen er, at hvis ejeren ejer driftsselskabet personligt, vil overskuddet blive beskattet som almindelig personbeskatning. Hvis ejeren derimod ejer driftsselskabet gennem holdingselskabet, skal salget af aktier eller anparter ikke beskattes.